Anmeldelser
Andersen & Hedlund
Af Bent Rasmussen, redaktør
af SKOLEBIBLIOTEKET
Irene Hedlund – f. 1947 – er en af Dronningerigets allerbedste illustratorer. Hun er uddannet på Kunsthåndværkerskolen i København i 1982 og har siden da ernæret sig som illustrator. Hun debuterede i 1981 med billedbogen Rasmus og hængekøjen, der har tekst af Thøger Birkeland. Endvidere har hun illustreret tekster af Klaus Rifbjerg, Franz Berliner, Bent Rasmussen, Peter Mouritzen, Bjarne Reuter m.fl.
Samen med ægtemanden Bent Faurby har hun lavet letlæsningsserien Lærke og Jeppe, som er et smukt eksempel på, at der – selvfølgelig – også skal gøres noget ud af billederne i letlæsningsbøger. Illustrationerne gav hende fortjent Kulturministeriets illustratorpris 1992. Allerede året efter hun forlod skolen, fik hun forlaget Fremads debutantpris for billedbogen ”Evige bjerg og de tre stærke kvinder”. Genfortalt af Susanne Vebel), men faktisk var hendes debutarbejde ”Den nysgerrige mus”, der dog først udkom i 1989, da den daværende Bibliotekscentralen udsendte den som jubilæumsgave. Det er en leporellobog, en pegebog om en nysgerrig mus, der finder en cykel. Musen tager sig en tur, men opdager,til sin rædsel, at den har kørt på ryggen af en slange. Historien er vel slags livets cykeltur med op-og nedture.
Som illustrator skal man vel være en god læser?
”Ja, det skal man – også en god fortolker: Man skal ind til det, det handler om på flere niveauer. De er i hvert fald sådan, jeg altid har gjort.”
Jeg har læst, at du er meget inspireret af japanske træsnit.
”Ja, det var nok fordi jeg så sådan nogen som barn. Den renhed, der var i flader og den klare konturstreg, kunne jeg rigtig godt lide, men også poesien og det mystiske tiltalte mig. Det er helt anderledes i forhold til den danske tradition.”
Dine billeder er lidt surrealistiske?
”Jah … det er jo et spørgsmål om de er de i forhold til virkeligheden, for jeg synes jo, det er en meget surrealistisk verden, vi lever i. Jeg prøver måske snarere at spejle den sammensatte uvirkelige virkelighed.”
En drømmeverden?
Det æstetiske skal selvfølgelig være i orden. Selv om man vil vise noget stygt, behøve man jo ikke at tegne det grimt. Måske er det her, det japanske smitter af.”
Dine illustrationer er meget farverige?
”Jeg prøver at gå lidt ubevidst til opgaverne, så de ikke går for meget ”hjerne” i det. Jeg slår logikken fra og lader følelserne styre, det jeg laver, og det er blevet en god arbejdsproces for mig. Det giver ofte aha-oplevelser, som giver mig mulighed for at gå ind og forstærke det. Man kan måse sige, at jeg her slår logikken til igen, men det er altså først bagefter.”
Af Bent Rasmussen, redaktør
af SKOLEBIBLIOTEKET
Irene Hedlund – f. 1947 – er en af Dronningerigets allerbedste illustratorer. Hun er uddannet på Kunsthåndværkerskolen i København i 1982 og har siden da ernæret sig som illustrator. Hun debuterede i 1981 med billedbogen Rasmus og hængekøjen, der har tekst af Thøger Birkeland. Endvidere har hun illustreret tekster af Klaus Rifbjerg, Franz Berliner, Bent Rasmussen, Peter Mouritzen, Bjarne Reuter m.fl.
Samen med ægtemanden Bent Faurby har hun lavet letlæsningsserien Lærke og Jeppe, som er et smukt eksempel på, at der – selvfølgelig – også skal gøres noget ud af billederne i letlæsningsbøger. Illustrationerne gav hende fortjent Kulturministeriets illustratorpris 1992. Allerede året efter hun forlod skolen, fik hun forlaget Fremads debutantpris for billedbogen ”Evige bjerg og de tre stærke kvinder”. Genfortalt af Susanne Vebel), men faktisk var hendes debutarbejde ”Den nysgerrige mus”, der dog først udkom i 1989, da den daværende Bibliotekscentralen udsendte den som jubilæumsgave. Det er en leporellobog, en pegebog om en nysgerrig mus, der finder en cykel. Musen tager sig en tur, men opdager,til sin rædsel, at den har kørt på ryggen af en slange. Historien er vel slags livets cykeltur med op-og nedture.
Som illustrator skal man vel være en god læser?
”Ja, det skal man – også en god fortolker: Man skal ind til det, det handler om på flere niveauer. De er i hvert fald sådan, jeg altid har gjort.”
Jeg har læst, at du er meget inspireret af japanske træsnit.
”Ja, det var nok fordi jeg så sådan nogen som barn. Den renhed, der var i flader og den klare konturstreg, kunne jeg rigtig godt lide, men også poesien og det mystiske tiltalte mig. Det er helt anderledes i forhold til den danske tradition.”
Dine billeder er lidt surrealistiske?
”Jah … det er jo et spørgsmål om de er de i forhold til virkeligheden, for jeg synes jo, det er en meget surrealistisk verden, vi lever i. Jeg prøver måske snarere at spejle den sammensatte uvirkelige virkelighed.”
En drømmeverden?
Det æstetiske skal selvfølgelig være i orden. Selv om man vil vise noget stygt, behøve man jo ikke at tegne det grimt. Måske er det her, det japanske smitter af.”
Dine illustrationer er meget farverige?
”Jeg prøver at gå lidt ubevidst til opgaverne, så de ikke går for meget ”hjerne” i det. Jeg slår logikken fra og lader følelserne styre, det jeg laver, og det er blevet en god arbejdsproces for mig. Det giver ofte aha-oplevelser, som giver mig mulighed for at gå ind og forstærke det. Man kan måse sige, at jeg her slår logikken til igen, men det er altså først bagefter.”
H.C. Andersen
Irene Hedlund startede med at hylde H.C. Andersen allerede inden 200-året for hans fødsel med det måske ikke så kendte men morsomme og ironiske eventyr: Sommerfuglen, der handler om kærligheden – eller måske snarere om den forpassede kærlighed. Han kyssede desværre ikke den dag, han spidsede munden. Det er der kommet en vidunderlig billedbog ud af.
Sommerfuglen flyver fra blomst til blomst uden at kunne bestemme sig, for hvem kunne han tænke sig? Der er fejl ved dem alle, og først til sidst får han friet - til krusemynten.
”Men krusemynten stod stiv og stille og til sidst sagde den: ”Venskab men heller ikke mere. Jeg er gammel og De er gammel. Vi kunne meget godt leve for hinanden, men gifte os – nej! Lad os ikke gøre os til nar i vores høje alder.”
Tiden er forpasset, og sommerfuglen ender på en nål i en rarietetskasse. Det er han dog – tilsyneladende – ganske godt tilfreds med. Man sidder på en stilk ligesom blomster, siger han, og det er nok lidt ligesom at være gift: man sidder fast.
De er lidt sure rønnebærrene! Potteplanter giver udtryk for, at det er en dårlig trøst, men det afviser sommerfuglen, for potteplanter kan man ikke ganske tro, for de omgås for meget med mennesker: Tag den!
Fornem billedfortolkning
I Irene Hedlunds fornemme billedfortolkning føres læseren i løbet af årets 12 måneder ind i såvel sommerfuglens ydre som indre univers. Det er lige-ud-ad-landevejen – og nærliggende – at tolke H.C. Andersen himself ind. Irene Hedlund formår – trods historiens dystre morale – på en forunderlig og dejlig måde at indpode både farve, glæde og livsmod i sine tegninger.
Hvad er det, der er så interessant ved Andersen?
Han skriver jo både for store og små og er holdbar for alle hele livet igennem – simpelthen Han har så mange lag og er faktisk uudtømmelig m.h.t. fortolkningsmuligheder
Du har været dybt nede i eventyrene med dine tre smukke billedbøger?
”For mig er det helt umuligt at lade være med at tolke på H. C. Andersen. Han inviterer hele tiden, udfordrer til ”tolkningsjagt”. Jeg kan huske eventyret fra min barndom, men da jeg så opdagede, at historien ikke var lavet som billedbog, blev jeg fyr og flamme. Eventyret er enkelt, fordi det handler om en sommerfugl, men det handler jo ikke kun om Andersen selv – også om nogle af os andre.”
Hvordan i alverden har du fået ideen med damprulleskøjter?
”Bl.a. Jens Andersen har skrevet om H. C. Andersen, og man får en masse viden, som kan poppe op på de underligste tidspunkter, når man sidder og arbejder.. Damprulleskøjterne kom på en måde som noget helt naturligt for mig, fordi Andersen selv rejste så meget med det nyopfundne damplokomotiv.”
Du laver ofte rammer om dine billeder?
”Jeg opdagede pludselig, at mange af mine bøger lige fra de allerførste har rammer. Ja, hvorfor laver jeg rammer? Måske noget med at holde fokus, så det væsentlige bliver holdt fast af rammen, men samtidig er det også vigtigt for mig at kunne gå ud over rammen, lege med den, hænge ting og sager op på den..”
Sommerfuglen tager jo på en måde ungdomsdyrkelsen ved vingebenet?
Ja, det evigt aktuelle er jo noget særligt ved H. C. Andersen. Han er bange for at knytte sig til én bestemt, venter så længe, at alle muligheder er væk.”
Irene Hedlund startede med at hylde H.C. Andersen allerede inden 200-året for hans fødsel med det måske ikke så kendte men morsomme og ironiske eventyr: Sommerfuglen, der handler om kærligheden – eller måske snarere om den forpassede kærlighed. Han kyssede desværre ikke den dag, han spidsede munden. Det er der kommet en vidunderlig billedbog ud af.
Sommerfuglen flyver fra blomst til blomst uden at kunne bestemme sig, for hvem kunne han tænke sig? Der er fejl ved dem alle, og først til sidst får han friet - til krusemynten.
”Men krusemynten stod stiv og stille og til sidst sagde den: ”Venskab men heller ikke mere. Jeg er gammel og De er gammel. Vi kunne meget godt leve for hinanden, men gifte os – nej! Lad os ikke gøre os til nar i vores høje alder.”
Tiden er forpasset, og sommerfuglen ender på en nål i en rarietetskasse. Det er han dog – tilsyneladende – ganske godt tilfreds med. Man sidder på en stilk ligesom blomster, siger han, og det er nok lidt ligesom at være gift: man sidder fast.
De er lidt sure rønnebærrene! Potteplanter giver udtryk for, at det er en dårlig trøst, men det afviser sommerfuglen, for potteplanter kan man ikke ganske tro, for de omgås for meget med mennesker: Tag den!
Fornem billedfortolkning
I Irene Hedlunds fornemme billedfortolkning føres læseren i løbet af årets 12 måneder ind i såvel sommerfuglens ydre som indre univers. Det er lige-ud-ad-landevejen – og nærliggende – at tolke H.C. Andersen himself ind. Irene Hedlund formår – trods historiens dystre morale – på en forunderlig og dejlig måde at indpode både farve, glæde og livsmod i sine tegninger.
Hvad er det, der er så interessant ved Andersen?
Han skriver jo både for store og små og er holdbar for alle hele livet igennem – simpelthen Han har så mange lag og er faktisk uudtømmelig m.h.t. fortolkningsmuligheder
Du har været dybt nede i eventyrene med dine tre smukke billedbøger?
”For mig er det helt umuligt at lade være med at tolke på H. C. Andersen. Han inviterer hele tiden, udfordrer til ”tolkningsjagt”. Jeg kan huske eventyret fra min barndom, men da jeg så opdagede, at historien ikke var lavet som billedbog, blev jeg fyr og flamme. Eventyret er enkelt, fordi det handler om en sommerfugl, men det handler jo ikke kun om Andersen selv – også om nogle af os andre.”
Hvordan i alverden har du fået ideen med damprulleskøjter?
”Bl.a. Jens Andersen har skrevet om H. C. Andersen, og man får en masse viden, som kan poppe op på de underligste tidspunkter, når man sidder og arbejder.. Damprulleskøjterne kom på en måde som noget helt naturligt for mig, fordi Andersen selv rejste så meget med det nyopfundne damplokomotiv.”
Du laver ofte rammer om dine billeder?
”Jeg opdagede pludselig, at mange af mine bøger lige fra de allerførste har rammer. Ja, hvorfor laver jeg rammer? Måske noget med at holde fokus, så det væsentlige bliver holdt fast af rammen, men samtidig er det også vigtigt for mig at kunne gå ud over rammen, lege med den, hænge ting og sager op på den..”
Sommerfuglen tager jo på en måde ungdomsdyrkelsen ved vingebenet?
Ja, det evigt aktuelle er jo noget særligt ved H. C. Andersen. Han er bange for at knytte sig til én bestemt, venter så længe, at alle muligheder er væk.”
Det er ganske vist
I jubilæumsåret 2005 gjorde Irene Hedlund det igen med de mere kendte Andersen-eventyr Det er ganske vist, der blev tolket yderst originalt. Tegningerne indbyder til en spændende opdagelsesrejse blandt ikke blot høns, men også blandt andre eventyrlige væsener i en skøn blanding af middelalder og surrealistisk fremtid. Hønsehuset er en fugl, hønsene er kvinde – jo du læste rigtigt – husene har ansigter, små rumvæsener og ditto
uhyrer alle vegne, uglen er i ridderdragt, det vrimler med æg alle vegne. Æg i
æggebægre kan med enkle Hedlund-tegnersving blive til tyrkiske møller, plukkede høns i blomsterranker ligner en slagtelinje på et fjerkræslagteri – et væld af pudsige og morsomme situationer.
Hvordan gjorde du?
”Der er jo i bund og grund noget grotesk ved sladder. Samtidig kan vi jo heller ikke undvære den, fordi den også er et netværk på godt og ondt. Jeg valgte at fokusere på det groteske, det syrede og det absurde, og netop den historie gav mig mulighed for at gå ud i det lidt sjove univers, hvor jeg - som du siger- kan blive lidt surrealistisk i hovedet, men uden at kamme over. Jeg fik da også et personligt afløb, der skal hele tiden være noget, som beskueren kan sige ”ups!” til, noget overraskende noget, der påvirker, berører.”
Hvordan er kvinder – kvinder er høns i din tolkningsjagt?
”Det er rigtigt, men for mig er hønsene en meget ubevidst kvindetype, der bare ”kagler derudad” - og dem er der altså nogle stykker af! Det er et lille håndkantslag til denne kvindetype. Jeg beundrer mange af mine medsøstre, så jeg kæmmer ikke kvindekønnet over en kam. Det er ikke kun kvinder, der fanges ind i lysten til sensationssladder – det er princippet hos begge køn, jeg prøver at vise i dette eventyr.”
Plukkede høns i blomsterranker ligner en produktionslinje på et fjerkræslagteri. Hvordan får du sådan en idé?
”Den kommer, mens man arbejder. Man får jo ikke alle billederne på forhånd. Billederne opstår undervejs. Nå ja, det er sådan, det kunne laves – og så understreger man det. Det var fx det, der skete med ranken, der også er eksemplet på, hvordan historien gror, mens man arbejde: Det er naturligvis vigtigt at holde sig til teksten, fx med hensyn til antallet af høns”
Æg i æggebægre bliver til græske vindmøller?
”Jeg tror nu, jeg så et billede af en tyrkisk mølle, og så tænkte jeg, at selvfølgelig skal æggene have møllevinger.”
I jubilæumsåret 2005 gjorde Irene Hedlund det igen med de mere kendte Andersen-eventyr Det er ganske vist, der blev tolket yderst originalt. Tegningerne indbyder til en spændende opdagelsesrejse blandt ikke blot høns, men også blandt andre eventyrlige væsener i en skøn blanding af middelalder og surrealistisk fremtid. Hønsehuset er en fugl, hønsene er kvinde – jo du læste rigtigt – husene har ansigter, små rumvæsener og ditto
uhyrer alle vegne, uglen er i ridderdragt, det vrimler med æg alle vegne. Æg i
æggebægre kan med enkle Hedlund-tegnersving blive til tyrkiske møller, plukkede høns i blomsterranker ligner en slagtelinje på et fjerkræslagteri – et væld af pudsige og morsomme situationer.
Hvordan gjorde du?
”Der er jo i bund og grund noget grotesk ved sladder. Samtidig kan vi jo heller ikke undvære den, fordi den også er et netværk på godt og ondt. Jeg valgte at fokusere på det groteske, det syrede og det absurde, og netop den historie gav mig mulighed for at gå ud i det lidt sjove univers, hvor jeg - som du siger- kan blive lidt surrealistisk i hovedet, men uden at kamme over. Jeg fik da også et personligt afløb, der skal hele tiden være noget, som beskueren kan sige ”ups!” til, noget overraskende noget, der påvirker, berører.”
Hvordan er kvinder – kvinder er høns i din tolkningsjagt?
”Det er rigtigt, men for mig er hønsene en meget ubevidst kvindetype, der bare ”kagler derudad” - og dem er der altså nogle stykker af! Det er et lille håndkantslag til denne kvindetype. Jeg beundrer mange af mine medsøstre, så jeg kæmmer ikke kvindekønnet over en kam. Det er ikke kun kvinder, der fanges ind i lysten til sensationssladder – det er princippet hos begge køn, jeg prøver at vise i dette eventyr.”
Plukkede høns i blomsterranker ligner en produktionslinje på et fjerkræslagteri. Hvordan får du sådan en idé?
”Den kommer, mens man arbejder. Man får jo ikke alle billederne på forhånd. Billederne opstår undervejs. Nå ja, det er sådan, det kunne laves – og så understreger man det. Det var fx det, der skete med ranken, der også er eksemplet på, hvordan historien gror, mens man arbejde: Det er naturligvis vigtigt at holde sig til teksten, fx med hensyn til antallet af høns”
Æg i æggebægre bliver til græske vindmøller?
”Jeg tror nu, jeg så et billede af en tyrkisk mølle, og så tænkte jeg, at selvfølgelig skal æggene have møllevinger.”
Loppen og professoren
Loppen og professoren er blevet en meget smuk billedbog. Andersen må glæde sig i sin himmel. Eventyret starter med en dødsulykke. Hovedpersonens far, der er luftskipper, styrter til jorden med din ballon kort efter, at han har sendt sin søn – professoren – ned med faldskærm.
Professoren drømmer om egen ballon, men har ingen penge. Han lærer sig behændighedskunster og bugtaleri. Hans lille kone hjælper ikke bare til ved at sælge billetter. Hun assisterer også professoren i forbindelse med et kunststykke, hvor han putter hende i en stor bordskuffe – eller rettere forskuffen, hvorefter hun kryber om i bagskufffen, så hun ikke længere kan ses, når han trækker skuffen ud. Men en dag er hun forsvundet, og professoren har kun loppen tilbage. Så dresserer han loppen, ”lærte den behændighedskunster, lærte den at præsentere gevær og skyde en kanon af, men lille.
Succesen er allerede hjemme på dette tidlige tidspunkt i fortællingen. Ganske vist må professoren og loppen rejse på jernbanens 4. klasse – senere bliver det dog 1. klasse – når de skal ud i den store verden, men man kommer jo egentlig lige hurtigt frem, som professoren konstaterer.
”De vildes land”
På et tidspunkt kommer professoren og loppen til ”de vildes land”. Her regerer en 8-årig prinsesse, som har taget magten fra sin far og mor. ”for hun hade en vilje og var så mageløs yndig og uartig”. Prinsessen vil bare eje loppen. Det siges om hende i den forbindelse, at ”hun blev ganske vild af kærlighed, og var jo allerede vild i forvejen.”
Professoren og loppen er herefter reelt fanger – loppen tøjres til prinsessen, og professoren kan ligge i en hængekøje dagen lang, mens han kede sig guld jammerligt.
Han vil derfor bort fra de vildes land, men han er også på det rene med, at han må have loppen med sig. Den er jo hans levebrød. Professoren bilder prinsessefaderen ind at han vil bygge en stor kanon, men i virkeligheden er det en ballon. Den redder det umage par ud af kniben, og som slutningen lyder: Ingen spørger, hvorledes de har fået ballonen, eller hvorfra de har den, de er holdne folk, hædrede folk, loppen og professoren.
Irene Hedlund tegner igen helt vidunderligt, idérigt og yderst originalt med brug af hele farvepaletten. Og hun fatter forfatteren.
Hvad handler Loppen og professoren dybes set om?
”Det er klart H.C. Andersens egen historie, for H.C. Andersen bliver til sidst ”viet” til den rigtige kvinde, nemlig poesien. Det skal ikke være noget kødeligt: Derfor slutter jeg af med alt det eventyrlige, galionsfiguren foroven for at tydeliggøre det, og hatten med forvandlingssymbolet, svanen, den grimme ælling. Nu er han kommet på den rette hylde. For en gangs skyld valgte han den rette kvinde- poesien – og han er tro mod loppen, de hænger sammen. Hans kone dør jo, men det er jo fra hende, han får loppen, de bringer ham videre.”
Passionen?
”Man kan vel sige, at han starter med at være født til at være ballonskipper, men ulykken gør, at han må redefinere, prøve at stå på egne ben, og så¨,må han igennem forskellige udviklingstrin. I bund og grund handler historien jo om menneskers livsudvikling, om at man selv må tage fat i tingene og leve i overensstemmelse med den, man er.”
Du laver mange detaljer?
”Det er kun, fordi jeg ikke kan begrænse mig. Sådan er det også, når jeg har gæster. Jeg har svært ved at begrænse mig, så de er altid meget mad og mange forskellige ting på bordet.”
Loppen og professoren er en meget ”filtret” historie.
”Det har selvfølgelig noget at gøre med teksten, og jeg kan godt forstå. At ingen andre har kastet sig ud i dette eventyr. Det var svært at få fat i en mere traditionel sammenhæng. Professoren er selvfølgelig den gennemgående figur, men han laver jo nogle spring, og historien deler sig afgørende der, hvor han kommer til ”de vildes land.”
Billederne til ”Sommerfuglen” og ”Det er ganske vist” har i øvrigt været udstillet å Kunstmuseet Aros i Aarhus.”
Hvad har drevet dig gennem årene?
”Jeg har altid vidst, at jeg skulle tegne og illustrere. Jeg kom ganske vist lidt sent i gang, men til gengæld har jeg været helt sikker på, at det var en rigtige vej. Den frihed, der ligger i at arbejde som illustrator, har været guld værd for mig – også selv om jeg kunne have tjent væsentligt mere på andre måder.”
Et fjerde H.C. Andersen-eventyr?
De tre billedbøger er poetiske, unikke og smukke. Hedlunds farvevalg angiver stemninger og er ikke bare idylliske, men også farlige. Hendes billeder er spændende at gå på opdagelse i, og hun er en dygtig fortolker, der kan sin Andersen. Et fjerde H. C. Andersen-eventyr er faktisk tegnet færdigt, men ikke farvelagt.
En gigtsygdom har desværre medført, at Irene Hedlund ikke kan holde til så meget som før, men selvfølgelig håber hun, at det bliver muligt på et senere tidspunkt at færdiggøre den 4. Andersen billedbog. Det samme gør en masse andre, er jeg sikker på.
Loppen og professoren er blevet en meget smuk billedbog. Andersen må glæde sig i sin himmel. Eventyret starter med en dødsulykke. Hovedpersonens far, der er luftskipper, styrter til jorden med din ballon kort efter, at han har sendt sin søn – professoren – ned med faldskærm.
Professoren drømmer om egen ballon, men har ingen penge. Han lærer sig behændighedskunster og bugtaleri. Hans lille kone hjælper ikke bare til ved at sælge billetter. Hun assisterer også professoren i forbindelse med et kunststykke, hvor han putter hende i en stor bordskuffe – eller rettere forskuffen, hvorefter hun kryber om i bagskufffen, så hun ikke længere kan ses, når han trækker skuffen ud. Men en dag er hun forsvundet, og professoren har kun loppen tilbage. Så dresserer han loppen, ”lærte den behændighedskunster, lærte den at præsentere gevær og skyde en kanon af, men lille.
Succesen er allerede hjemme på dette tidlige tidspunkt i fortællingen. Ganske vist må professoren og loppen rejse på jernbanens 4. klasse – senere bliver det dog 1. klasse – når de skal ud i den store verden, men man kommer jo egentlig lige hurtigt frem, som professoren konstaterer.
”De vildes land”
På et tidspunkt kommer professoren og loppen til ”de vildes land”. Her regerer en 8-årig prinsesse, som har taget magten fra sin far og mor. ”for hun hade en vilje og var så mageløs yndig og uartig”. Prinsessen vil bare eje loppen. Det siges om hende i den forbindelse, at ”hun blev ganske vild af kærlighed, og var jo allerede vild i forvejen.”
Professoren og loppen er herefter reelt fanger – loppen tøjres til prinsessen, og professoren kan ligge i en hængekøje dagen lang, mens han kede sig guld jammerligt.
Han vil derfor bort fra de vildes land, men han er også på det rene med, at han må have loppen med sig. Den er jo hans levebrød. Professoren bilder prinsessefaderen ind at han vil bygge en stor kanon, men i virkeligheden er det en ballon. Den redder det umage par ud af kniben, og som slutningen lyder: Ingen spørger, hvorledes de har fået ballonen, eller hvorfra de har den, de er holdne folk, hædrede folk, loppen og professoren.
Irene Hedlund tegner igen helt vidunderligt, idérigt og yderst originalt med brug af hele farvepaletten. Og hun fatter forfatteren.
Hvad handler Loppen og professoren dybes set om?
”Det er klart H.C. Andersens egen historie, for H.C. Andersen bliver til sidst ”viet” til den rigtige kvinde, nemlig poesien. Det skal ikke være noget kødeligt: Derfor slutter jeg af med alt det eventyrlige, galionsfiguren foroven for at tydeliggøre det, og hatten med forvandlingssymbolet, svanen, den grimme ælling. Nu er han kommet på den rette hylde. For en gangs skyld valgte han den rette kvinde- poesien – og han er tro mod loppen, de hænger sammen. Hans kone dør jo, men det er jo fra hende, han får loppen, de bringer ham videre.”
Passionen?
”Man kan vel sige, at han starter med at være født til at være ballonskipper, men ulykken gør, at han må redefinere, prøve at stå på egne ben, og så¨,må han igennem forskellige udviklingstrin. I bund og grund handler historien jo om menneskers livsudvikling, om at man selv må tage fat i tingene og leve i overensstemmelse med den, man er.”
Du laver mange detaljer?
”Det er kun, fordi jeg ikke kan begrænse mig. Sådan er det også, når jeg har gæster. Jeg har svært ved at begrænse mig, så de er altid meget mad og mange forskellige ting på bordet.”
Loppen og professoren er en meget ”filtret” historie.
”Det har selvfølgelig noget at gøre med teksten, og jeg kan godt forstå. At ingen andre har kastet sig ud i dette eventyr. Det var svært at få fat i en mere traditionel sammenhæng. Professoren er selvfølgelig den gennemgående figur, men han laver jo nogle spring, og historien deler sig afgørende der, hvor han kommer til ”de vildes land.”
Billederne til ”Sommerfuglen” og ”Det er ganske vist” har i øvrigt været udstillet å Kunstmuseet Aros i Aarhus.”
Hvad har drevet dig gennem årene?
”Jeg har altid vidst, at jeg skulle tegne og illustrere. Jeg kom ganske vist lidt sent i gang, men til gengæld har jeg været helt sikker på, at det var en rigtige vej. Den frihed, der ligger i at arbejde som illustrator, har været guld værd for mig – også selv om jeg kunne have tjent væsentligt mere på andre måder.”
Et fjerde H.C. Andersen-eventyr?
De tre billedbøger er poetiske, unikke og smukke. Hedlunds farvevalg angiver stemninger og er ikke bare idylliske, men også farlige. Hendes billeder er spændende at gå på opdagelse i, og hun er en dygtig fortolker, der kan sin Andersen. Et fjerde H. C. Andersen-eventyr er faktisk tegnet færdigt, men ikke farvelagt.
En gigtsygdom har desværre medført, at Irene Hedlund ikke kan holde til så meget som før, men selvfølgelig håber hun, at det bliver muligt på et senere tidspunkt at færdiggøre den 4. Andersen billedbog. Det samme gør en masse andre, er jeg sikker på.
Jeppe og Lærke – året rundt
Lektørudtalelser fra Indbindingscentralen
Faurby, Bent: På kælkebakken/tegnet af Irene Hedlund: - Munksgaard
Ny serie - let begynderlæsningsbøger for børn i 8-9 års alderen. Der er planlagt 12 bøger, en for hver måned af året, og På Kælkebakken - januar er den første. De gennemgående hovedpersoner er Jeppe og Lærke, legekammerater og hinandens modsætninger. Lærke er den igangsættende, og Jeppe følger nølende og forsigtigt med. Det er gennem ham, begivenhederne skildres. I denne bog tager de på Lærkes initiativ på kælkebakken efter at det er ved at blive mørkt. De har Lærkes 3-årige lillesøster med, som bliver væk for dem, og det lykkes B.F. på 22 sider at gøre det til en virkelig nervepirrende historie samtidig med at man får en god fornemmelse af Jeppes tanker og følelser. Irene Hedlunds illustrationer til historien er fremragende, i klare indbydende farver bogen igennem, De lever, som forlaget skriver, helt deres eget liv med små groteske bihandlinger præsteret af hendes velkendte fugle og en tegneseriepræget stil med tankebobler og filmisk aktionpræg. Et overordentlig vellykket nyt og godt projekt, som hvis de resterende ti bøger holder den fine standard vil skille sig ud og stå sig glimrende i mængden af let-og begynderlæsning.
Karin Bodenhoff
Lektørudtalelser fra Indbindingscentralen
Faurby, Bent: På kælkebakken/tegnet af Irene Hedlund: - Munksgaard
Ny serie - let begynderlæsningsbøger for børn i 8-9 års alderen. Der er planlagt 12 bøger, en for hver måned af året, og På Kælkebakken - januar er den første. De gennemgående hovedpersoner er Jeppe og Lærke, legekammerater og hinandens modsætninger. Lærke er den igangsættende, og Jeppe følger nølende og forsigtigt med. Det er gennem ham, begivenhederne skildres. I denne bog tager de på Lærkes initiativ på kælkebakken efter at det er ved at blive mørkt. De har Lærkes 3-årige lillesøster med, som bliver væk for dem, og det lykkes B.F. på 22 sider at gøre det til en virkelig nervepirrende historie samtidig med at man får en god fornemmelse af Jeppes tanker og følelser. Irene Hedlunds illustrationer til historien er fremragende, i klare indbydende farver bogen igennem, De lever, som forlaget skriver, helt deres eget liv med små groteske bihandlinger præsteret af hendes velkendte fugle og en tegneseriepræget stil med tankebobler og filmisk aktionpræg. Et overordentlig vellykket nyt og godt projekt, som hvis de resterende ti bøger holder den fine standard vil skille sig ud og stå sig glimrende i mængden af let-og begynderlæsning.
Karin Bodenhoff